Præsentering af baad
Jeg skulle undervise på slagteriet i Odense, og ville benytte lejligheden til at sejle derind.
Fortøjningerne blev taget sent onsdag eftermiddag og vi kom hurtigt gennem Masnedsundbroen.
Det blæste op mod Vejrø, og vind og bølger var lige mod. Før det blev helt mørkt blev sejlene taget ned og motoren startet. Nu gik det langsomt - farten var til tider mellem ½ og 1 knob. (1 Knob = 1.852 meter).

Mod Nyborg for motor

 

Torsdag eftermiddag stod det klart at jeg ikke kunne nå Odense til tiden, så det blev til Nyborg i stedet for.
Efter en tur i byen for at få et par burgere var en tiltrængt lur på sin plads.

Tidlig fredag morgen tog jeg toget til Odense, og efter undervisningen kom Per og Dorthe og vi kørte til Nyborg. Dorthe skulle ikke med og kørte igen.

Vi brugte LANG tid på at finde og spørge efter havnefogeden, men han var ikke til at finde nogen steder, så vi blev nødt til at sejle.

Klokken var ikke meget mere end 5 så det skulle være muligt at nå Stige i rimelig tid, hvis vinden ellers holdt.

 

Fin tur ud gennem Nyborg og under den lave del af Storebæltsbroen. (Vestbroen).

 

 


Godt på vej mod Romsø.

Vinden holdt ikke..... Det blæste op, og Genuaen blev skiftet med det mindste forsejl vi havde med. Ved Fyns hoved blev fokken taget ned da der nu var åbent vand til Jylland og det var blæst yderligere op. Nu gik vi kun for storsejl og vi lå på ca. 5,5 knob. Der er ikke ret dybt ud for Fyns Hoved og vi ville sikkert over revet, så vi sejlede meget langt op mod Samsø for at komme ind over hvor storskibstrafikken sejler. Vinden var stærk og bølgerne store, og det gjorde at vi ikke kom nogen steder. Hver gang vi krydsede, røg vi flere sømil tilbage.

Ved daggry begyndte blæsten at aftage, og motoren blev startet. Nu begyndte vi at komme fremad, og det var muligt at brygge en kop kaffe - Det var faktisk det første vi fik af vådt og tørt siden vi tog af sted.
Vi fandt ud af at det ikke var alt på båden der fungerer som det skal i hårdt vejr. Låget til kistebænken falder ned, og den lille motorlem kan gå løs, så det er noget der skal laves hurtigst muligt.

Fra Gabet og ind til Odense er det næsten som slalom, og det er med at holde tungen lige i munden. Ved Lindø så vi verdens største containerskib som senere på dagen ville blive døbt af prinsessen. Inde i kanalen blev vi bedt om at holde os tilbage, da roklubben skulle træne et par starter og løb.

 

Gennem Gabet til Odense Fjord og en længere slalomsejlads venter forude.

 

 


Lindø forude og et meget stort containerskib.

 


Vi ventede lidt på roerne der skulle træne.

 

   
Der sejler meget store skibe til Odense.

Søndag 09:30 var vi i Stige og der stod Dorthe parat med morgenmaden og velduftende kaffe. Efter morgenmaden lagde vi os til at sove et par timer.

   



Så er vi fremme og Kiri ligger fint fortøjet....

Mandag 09:30 tog jeg alene af sted igen, og håbede at nå Korsør så jeg kunne tage toget hjem. Det gik forrygende og vinden var med på hele turen. En stor del at turen loggede Kiri 7-8 knob selvom det var de små sejl der var sat, så jeg besluttede at sejle helt hjem. Vinden tog dog af under aften, så klokken nåede at blive godt midnat inden Kiri lå sikkert i Masnedsund igen.

 


Fynshoved til styrbord på vej til Masnedsund.