18 juli. Vi vågnede klokken 8 ved at havnefogeden ville have 100,- kroner. Annika og Freya gik i Føtex for at handle lidt og straks efter de var tilbage sejlede vi mod Roskilde.
Vi gik ind i Veddelev havn for at få en is, men sådan noget kan man ikke få der.
Vi sejlede til Roskilde dog uden at lægge til.

Gik for sejl tilbage til Frederikssund hvor vi lagde til i lystbådehavnen.

Vi blev hentet af Birthe for at spise aftensmad hos dem og fik en rigtig god kylling. Efter aftensmaden kørte vi til Jægerspris for at spise is.

Jeg blev kørt tilbage til båden efter en god aften, og ville fylde brændstoftanken, men der var ferielukket.

26,1 sømil let 5,5 time.

Det er ikke altid nemt at se når der skal styres.....

 


Så skal man bare lidt højere op........

 


Umiddelbart før Roskilde var der en stor flok heste, nogle med føl.

 


Roskilde.

 

Selvom det ikke er til at se det........ Freya ligger under dynen og venter.
Da vi sejlede herop, havde Mette sovet i køjen. Hun havde ligget på siden med ryggen mod ryglænet. Når der var god vind og båden lagde sig på siden, havde hun nogen gange ligget på ryggen på ryglænet.

Det havde hun fortalt Freya, så da vi satte sejl mod Frederikssund lagde hun sig ned i køjen for at prøve det samme, men det var der slet ikke vind nok til.

19 og 20 juli. Vågner tidligt og går gennem Kronprins Frederiks bro kl. 630.
Det er overskyet og regner ind imellem.
Lægger til i Frederiksværk for at få tanket selvom der er vind nok til at gå for sejl. Der er kun brændstof til max. 10 timers sejlads.

Jeg må vente et par timer på havnefogeden - en hyggelig, rar fætter med god tid - dukker op.
Kiri bliver fyldt helt op, og ifølge timetælleren sejler hun i snit 1,3 time pr. liter brændstof.
En båd på 5 tons med en motor på 10 HK. der aldrig får lov at yde mere end 60% giver en god brændstoføkonomi, men sejler ikke så hurtigt.

Havnefogeden foreslår at vente med at sejle til efter vejrudsigten - ikke noget dårligt forslag.

På vej mod Hundested møder jeg mange sejlere som er på vej ind. Det er begyndt at regne så meget at det er vanskeligt at navigere. Der er enkelte tordenbyger ind imellem.
Vælger at gå ind i Hundested, hvor vi bliver liggende i 2 dage og får ordnet nogle småting på båden.


Til Frederiksværk for at tanke.

 


Blæste inde i Hundestedet par dage..

 

21 juli. Oppe 520, nu har vi ligget længe nok. - gør klar til afgang.
God vind fra morgenstunden, som forsvinder henad middag og Bukh'en må til at bestille noget igen.

Anløber Svanemøllen fortøjer kort før klokken 18. Straks efter kommer Mette, Annika og Tobias med et par Pizza'er. Annika var ellers i Frederikssund, men da hun hørte Mette og Tobias ville tage herud, tog hun straks toget til København.
Daniel, Camilla og Lillian havde været i Zoologisk have hele dagen og kom også herud en lille halv times tid efter.
- Der blev trængsel i det lille cockpit.
Planen er, at Daniel og Lillian sejler med herfra. Vi gik alle op i byen for at sætte Camilla på toget til Vordingborg og tage afsked med de 3 store som ville en tur i biografen.

Vi andre tog tilbage til Kiri. Daniel og jeg smuttede i bad og han blev puttet i forreste køje. Efter midnat og irsk kaffe tørnede vi også ind.


52,5 sømil   let 9 timer 45 min.

 


Kronborg er et flot bygningsværk......

 


"Med Kronborg om Styrbord"

 


Helsingør - Helsingborgfærgen.

 


Der er heftig færgetafik i området.

 

Se hvor skæv min finger er...........   Min nye piercing skal luftes ind imellem....

   

Klik på billederne herunder for at se dem store....
   

   

   
På vej i byen.

 


Daniel fik en drabelig skyder.....

 


Det er ikke en man spøger med....

 

22 juli. Vi var oppe ved 8-tiden og Daniel havde sovet igennem til nu.
Efter morgenmaden og et bad kom havnefogeden. Her i Svanemøllen betales ikke efter bådens længde, men dens bredde.
Efter en tur i Netto og andre småting sejlede vi ved 1330 tiden for en let vind som forsvandt i løbet af dagen. Daniel fik sig en lur på 4 timer, og Lillian sov en lille times tid til eftermiddag.
Vi fandt ud af at der ikke er meget vand fra Dragør mod syd. Man skal meget langt fra land for at være sikker på at der er vand nok.
For sejl mod Drogden, men vinden forsvandt til sidst helt og 2030 blev motoren startet, da vi gerne ville se kirken og Stevns klint mens det stadig var lyst.
Vi lagde os for anker ud for Stevns klint 2230 og begyndte at lave aftensmad, som bestod af nye kartofler med persille med grillede bøffer, pølser og tomater.
Vi spiste i cockpittet, men det var så mørkt at vi måtte tænde en projektør for overhovedet at kunne se tallerknerne.


30,1 sømil   let 11 timer

 


Lodsbådene sejler hurtig her. Det er Øresundsbroen i baggrunden.

 

 


Færgen som sejler mellem Bornholm og Køge.

 


For motor.....

 


"Ohøj...... Stevs Klint ret forude"


23 juli. Vi stod op til en blæsende dag, men lå dog i læ af Stevns klint. Efter morgenmaden satte vi kurs mod Møns klint for storsejl alene.
Kursen var fin, vinden god - men ikke storsejlet, som revnede ½ meter over bommen fra agterlig til mast. Bommen faldt ned, og storsejlet blafrede ude af kontrol fra masten og sejlpindene blev "skudt" ud af sejlet.
En forfærdelig larm, der gjorde at Daniel blev blev bange og ville ned i kahytten og ligge. Han blev lagt i bagbords køje hvor han ikke kan falde ud.

Det lasede storsejl blev pillet ned, og en genua blev sat i stedet. Det blev for voldsomt og vi satte kursen mod Bøgestrømmen i stedet for Møns klint.
Vi kunne ikke krydse ordentligt uden storsejlet, så vi ændrede kurs igen. Denne gang mod Præstø.

Motoren blev startet for at kunne holde en bedre kurs, men det betød at vi rullede mere i søen.
Lillian var gået ned om læ for at se til Daniel. Hun faldt fra bagbords side og slog ansigtet fladt mod skottet i styrbords side. Det gik så stærkt at hun ikke kunne nå at tage for sig.
Hun blev helt groggy, fik omgående hovedpine og lagde sig på køjen. Et stykke tid troede vi at hun havde brækket næsen - gudskelov skete der ikke noget med hendes tænder.

Forsejlet blev pillet ned, og vi sejlede nu en direkte kurs mod Præstø. Det kostede 3-4 knob men gjorde sejladsen mere rolig. Efterhånden som vi kom i læ af land kom vi op på 3 knob.

Fortøjningen var lidt anderledes end den plejer at være. Vi rettede os efter havneplanen og gik ind på østsiden af bro 2, og stod på bunden. Derefter ud for enden af broen, hvor begyndte at fortøje langskibs.
En lokal sagde at vi ville komme til at ligge meget uroligt på den plads, så han foreslog os at lægge til ved siden af ham - der var i hvert fald 3-4 meter vand. Men ak - vi gik på grund inden vi nåede frem til pladsen han havde anvist.
Vi lagde til ved en af de yderste pladser på bro 1. der var vand nok.

Logbogen faldt under sejladsen på dørken, og mange af siderne blev gennemblødte. Det lader dog til at den kan reddes.

Camilla og Jesper ville komme senere på aftenen og hente Daniel og Lillian. Mens vi ventede på dem gik vi op og fik et par ristede hotdog og toast. Bagefter gik Daniel og jeg hen på legepladsen, og Lillian gik ned for at lave kaffe.
Da vi var færdige med at lege og gik tilbage til Kiri, var Jesper og Camilla kommet, og bilen var pakket.
Efter aftenkaffen kørte de alle og jeg var alene igen. Jeg gik i seng efter den sidste vejrudsigt - den var ikke for god.


29,1 sømil 8 timer 50 min.

 


Stevns klint i baggrunden. Daniel øver sig på at smile.

 


Alle bliver budt pænt velkommen til Præstø.

 

24 juli. Oppe 815, lave morgenkaffe. Ikke vejr til at sejle nogen steder. I bad, tørre tøj redningsveste mv. i cockpit mellem regnbygerne, rydde op om læ og under bundbrædder. sove lidt. vejret skulle blive bedre i morgen.